Dårlige puttevaner

“Nu må du huske at dit barn kun skal sove i sin barnevogn til middag.

Og du må ikke køre med vognen eller noget, det skaber sådan en dårlig vane”

“Det er ikke en særlig god ide, hvis dit barn sover med dig, hun lærer aldrig at kunne sove alene så.“

“Det vigtigste er at skabe en god rutine. Og den må ALDRIG ændres.

Du kan læse en bog, kysse og sige godnat til dit barn,

også skal du forlade rummet! Hvis hun græder så kan du gå ind og sige godnat igen.

Men du skal hurtigt ud igen, for hun må altså lære at sove selv.

Og hun bliver altså forvirret, hvis du ændrer på den rutine. Så kommer hun aldrig til at sove af sig selv”

Du har sikkert hørt nogle af disse ovenstående eksempler.

Du har sikkert også prøvet at følge dem.

Du har jo ville gøre det bedste for dit barn. Og det samme ville jeg da jeg var nybagt mor.

Jeg lyttede til råd. Jeg prøvede at gøre det “rette”.

Men hurtigt begyndte jeg at tænke på, at der ikke er noget rigtigt og forkert indenfor putning.

Ingen babyer og børn er ens, og de skal derfor ikke puttes ens.

Jeg kan tydeligt huske da vi fik afvide af helsesøsteren (sundhedsplejersken)

at vi skulle stoppe med at vugge Celina i armene.

Det var jo en dårlig vane. Vi prøvede at stoppe og Celina fik ikke søvn og var dybt ulykkelig og utryg.

Vi skulle ifølge hende bare fortsætte, det kunne jo tage noget tid, når hun havde fået sådan en “dårlig vane”.

Jeg valgte at være ligeglad. Ligeglad med hvad hun betegnede som en dårlig vane.

Jeg gør ikke altid det der bliver sagt, og det gjorde jeg heller ikke i dette tilfælde.

Som nybagt mor, ville jeg gerne gøre alt der blev sagt, alt skulle gøres rigtigt,

men jeg har heldigvis fået mere selvtillid som mor.

Jeg er nu heldigvis meget trofast overfor mine beslutninger,

og tryg i de handlinger jeg gør, selvom en udefra måske tænker det er en dårlig vane.

Og hvordan går det nu? Vi har altid været i rummet med Celina når hun skulle sove,

og vugget hende i armene hvis hun havde brug for nærkontakt.

Nu ligger vi hende i sengen, og hun falder stort set i søvn af sig selv nu.

Og jeg er så stolt, glad og taknemmelig. Vi har gjort det på vores måde.

Vi har ikke haft en ked af det pige, når hun skulle sove.

Det er som om at hun er tryg, og derfor klare selv at falde i søvn nu.

Og ja det klarer hun selvom vi længe vuggede hende i armene.

Der er mange “regler” for hvordan man skal putte et barn,

men helt ærligt så synes jeg du som forelder skal følge dit hjerte.

Du kender dit barn bedst, og børn er forskellige. Stol på dig selv. Mor plejer jo at vide bedst.

Hvordan putter du dit barn hjemme hos jer?