Du er dit barns advokat!

Når jeg er på arbejde, tænker jeg altid, at jeg er børnenes advokat, og det er mit ansvar som pædagog at passe på dem, hjælpe dem og stå inde for deres rettigheder!


Nu er jeg mor til lille Celina, men samtidig er jeg også hendes advokat. Hun kan ikke tale, hun kan ikke fortælle hvis der er noget galt, men hun kan vise mig det, og jeg gør alt for at være opmærksom på hende. Celina er 9,5 måned, og for det meste har hun grædt når hun skulle ligge ned og sove, og aldrig har hun kunne falde i søvn af sig selv, vi har altid hjulpet hende ved at vugge hende i armene. Der har været delte meninger omkring dette, nogle mener vi bare skal lade Celina græde, også falder hun i søvn til sidst. Folk må have deres meninger, men aldrig i livet vil jeg lade Celina græde sig i søvn, forskning viser at det skader hjernen og ødelægger børns evne til at takle stress. Mit hjerte gør ondt når min datter er ked af det, og så trøster jeg hende og er der for hende! Min mening er, at små babyer ikke græder for at være irriterende, de græder fordi de er alene i mørket, og højst sandsynligt bange, og har brug for deres forældre til at gøre dem trygge, og hvordan mon de ikke føler sig hvis forældrene ikke reagerer på deres signal?

Eftersom Celina ikke kan fortælle mig hvad der er galt, så har vi utallige gange været ved lægen, hvor vi har forlangt at hun er blevet undersøgt, ofte har vi fået et svar med, at det er helt normalt, det er sikkert bare en periode osv. Vi har været ved kiropraktor mange gange også, der havde hun lidt låsninger, men har det ikke mere nu. I dag besluttede vi os for at tage til lægen igen, og vi ville ikke gå før vi fik en henvisning til en specialist til en øre-næse-hals læge, og det fik vi faktisk uden problemer, selvom jeg tænkte, at nu skulle vi "trampe" i gulvet for at få det igennem. Celina har altid revet sig meget i øret, og jeg tror helt ærligt hun må have væske i ørerne, og det er ikke altid lægen kan se det bare ved at kigge ind i øret. Så nu skal vi heldigvis til en specialist. Derudover har Celina silent refluks, hun har symptomerne på det, og lægen kunne godt se, at det ikke bare var en periode hvor hun ikke ville sove, fordi dette har faktisk været sådan siden hun blev født, så nu skal hun igang med medicin, også håber jeg det hjælper min lille skat.



Med dette indlæg ville jeg egentlig bare fortælle jer forældre, at I er jeres børns advokater, stå op for dem! Hvis I føler der er noget galt, eller ser tegn fra jeres barn på at det har ondt, så stå op for dit barn, og bliv ved med at stå op for det! Folk kan sige det er en periode, folk kan sige der ikke sker noget ved at børn græder, folk kan sige det ene og det andet, men lyt til dit barn, og lyt til din intention! Hvis ikke vi står op for vores børn, hvem gør så???

Pas på jeres børn, stå op for jeres børn, elsk jeres børn, de har brug for jer <3



Kommentarer

Populære opslag